England - mandag den 22. august 2011
Fra Buttermere over Haystacks til Honnister Pass
Atter en flot solopgang vækkede os. Eller var det Maries snorken? Hvis vi kiggede på vejrudsigten, så burde vi tage i bjergene igen i dag men det var der ikke stemning for. Der var behov for en pause. Så Maries og min plan blev en tur i lokalområdet i stedet. Jeg havde ikke lyst til at ?spilde? en dag ved at tøffe rundt i Keswick, når vejret er godt. Så skal vi ud i naturen.
Da vi tændte for tv?et, for at høre dagens vejrudsigt var der ikke nogen tvivl hos mig. Det skulle alligevel være en dag i bjergene, for der var fuld sol over hele linien. Så vi ændrede planer og valgte at tage på Haystacks. Der havde jeg ikke været før og Annette mente, at det var et af de smukkeste steder, hun har været her i Lake District. Dertil kommer, at en af dem, der har været med til at gøre Lake District kendt i omverdenen er en forfatter med navnet Wainwright. Han kaldte også bjerget Haystacks for sit ynglingsbjerg. Da han døde, blev hans aske spredt ud over en af de søer, der er på toppen af Haystacks. Så det kaldte på et besøg. Gitte og Hans valgte at tage bussen til Ambleside og sejle nogle timer på søen Lake Windermere. På vejen hjem gjorde de stop i Grasmere, for at shoppe lidt.
Om morgenen sagde vi også farvel til Jørn og Annette. De tog med samme bus som Gitte og Hans og steg af i Grasmere. Nu må vi se, om de kommer helskindet hjem med Jørns dårlige knæ i tankerne?
Marie og jeg nappede dagens første bus mod Buttermere. Den rute kaldes the Borrowdale Rambler og det er en lille bus, der snor sig gennem landskabet på de små smalle veje. Hver gang vi møder modkørende, er det spændende om der er plads. Det er der nu altid. Ellers bakker bilen lidt, til den finder et sted, hvor der er plads. Det er aldrig bussen, der bakker. Den har åbenbart forkørselsret.
Turen gik højre om Lake Derwentwater, gennem småbyerne Grange, Rosthwaite og Seatoller, før bussen kæmper sig op til Honnister Pass, hvor der ligger en skifermine. Egentlig var det meningen vi ville stå af ved minen og gå op til Haystacks den vej men mens vi sad i bussen ombestemte jeg mig. Det er hårdere at gå ned af et bjerg, end det er at kravle op. Så vi fortsatte med bussen ned til Buttermere, for at starte lavt og slutte højt (ved minen). Så skulle vi ikke gå så langt nedad igen. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.
Vi startede i overskyet vejr. Den vejrudsigt, der havde lovet meget sol, gjaldt åbenbart ikke for Lake District. Bjergene forpurrer det hele. Men der var vindstille og det var faktisk perfekt vandrevejr. Ved søen Buttermere nød vi udsigten til Fleetwick og Haystacks ? og alle de andre bjerge, der omkranser søen. Bjergene var smukt spejlet i den stort set blanke sø. Efter kort tids vandring langs søen, gjorde vi stop, for at drikke formiddagskaffe. Der var så flot ved søen, at vi næsten ikke kunne komme af sted igen. Men vi var jo ikke engang startet på opstigningen, så det gik ikke at drive den af endnu.
Mens vi sad og holdt kaffepause, kom der mange mennesker forbi på stien bag os og det lignede næsten en hel folkevandring. Heldigvis skulle de fleste ?kun? rundt om søen. Vi var få, der drejede af, for at kravle mod topperne. Snart gik det stejlt opad men vores ben var klar til udfordringen. Hverken Marie eller jeg havde problemer med at komme derop af.
Vi gjorde en del småstop på turen, for at nyde udsigten og lige at puste ud. Selve stien op til Scarth Gap pass var fin og let tilgængelig med trappetrin det meste af vejen. Men de sidste ca. 500 meter op til selve passet var noget ustruktureret. Der måtte vi gennem et område med store sten og vandløb. Det er selvfølgelig også en del af charmen. Ingen forventer vel rullende trapper til toppen.
Vi nåede op til passet uden problemer og der blev dømt frokost. Vejret var blevet en anelse mere skyfrit mens vi nød udsigten ned i Ennerdale og over på de store bjerge på modsatte side af dalen. Da vi havde spist gjorde vi en lille afstikker til et fremspring længere nede i Ennerdale i håbet om, at vi kunne få en god udsigt af Ennerdale og det berømte vandrehjem Black Sail Hut, som jeg besøgte med Jan og Jørn i 2009. Det er især berømt fordi det ligger isoleret og utilgængelig i bjergene. Det er primitivt med separate soverum for damer og herrer og man skal selv vaske op der.
Da vi havde nydt udsigten ned i dalen, gik det atter opad til toppen af Scarth Gap, hvor vi nu havde Haystacks på vores højre side. Turen op til toppen af Haystacks gik både på deciderede trapper, lavet af de mange sten, der er overalt i bjergene. Men vi skulle også klatre flere steder, for at komme op og der var steder, hvor det ikke ligefrem var letfremkommeligt. Jeg var meget imponeret af Marie. Hun knoklede bare derop af. Jeg tror også, at hun selv var lidt imponeret over sig selv. Det var med god grund. Men vi nød turen begge to og efterhånden som vi nåede toppen, kunne vi nyde den imponerende udsigt over bjergene omkring os og ned mod søerne ved Buttermere.
Da vi nåede helt til tops, begyndte vi at snakke om en kaffepause. Det var lidt tricky, for jeg kunne se, at den sidste bus gik fra Honnister Pass kl. 17:37. Vores ur sagde 15:30 og ingen af os havde nogen ide om, hvor lang tid det ville tage, at gå ned af Haystacks igen. Nå men kaffen skulle vi have og da vi nåede så langt frem på Haystacks, at vi kunne begynde at se ned i dalen, hvor vores bus skulle komme op gennem, så turde vi godt nappe en kop kaffe?
Vi fortsatte rundt om klipper, op og ned. Forbavsende meget opad stadigvæk. Vi havde et billede af, at vi burde være tæt på en nedstigning. Så nåede vi til udkanten af skiferminen og så kunne vi begynde at se, at det gik nedad. Vi nåede frem til en lige strækning, som kortet på min Iphone viste, var en nedlagt bane fra minen ned til vejen. Den kunne vi følge og det gik fint og direkte ned mod Honnister Pass. Det endte med at blive en meget let vej ned af bjerget, så vi nåede frem i god tid til den sidste bus.
Mens vi ventede på bussen, klarede det helt op og der var stort set skyfrit. Det kunne godt lige være sket nogle timer tidligere, så vi kunne få en flot udsigt fra Haystacks, men vores oplevelser var nu ikke så ringe alligevel.
Vi ?ramblede? tilbage til Keswick, hvor vi var kl. 18:15. Vi havde jo bestilt thailandsk middag hos vores værtspar kl. 19:00, så vi snakkede kort om vi kunne nå både at handle lidt drikkevarer ind til middagen (dem skulle vi selv medbringe) og få en øl på pubben - og samtidig nå et bad. Det mente Marie sagtens at vi kunne, så vi tog den hurtige omgang. Vi nåede det faktisk næsten på minuttet, så det siger sig selv, at det blev et hurtigt bad!
Thailandsk mad er jo vores favorit og vi var spændte på, om de nu kunne lave det ordentligt hos Shemara. Vi havde faktisk diskuteret, om vi skulle reservere bord der igen til dagen før hjemrejsen. Vi blev enige om, at vi lige skulle smage deres mad først. Men efter første mundfuld sagde vi næsten i munden på hinanden: ?Her kan vi roligt bestille bord på fredag?.
Efter middagen havde Hans proklameret, at han ville på sportsbar og se Manchester United og Tottenham. Der faldt nok en fadøl af, så jeg måtte hellere følge med! Det passede så fint, at vi kom til sportsbaren i samme øjeblik, som 2. halveg startede. Der stod 0-0, så vi var ikke gået glip af nogen mål. Det passer lige med, at en pint varer 45 minutter. Og med 3 mål til ?hjemmeholdet? - der var i hvert fald stor stemning, hver gang der blev scoret, så var alle tilfredse.
På vejen hjem kiggede vi indenfor i en anden pub og fik en pint, mens vi snakkede med et ældre ægtepar. Han var lystfisker og han havde vist fanget en del øl denne aften. Han så noget hærget ud :D)
Hans og jeg blev enige om, at vi godt måtte trække den til kl. 8:30 dagen efter, for vi havde ingen busplan hængende over hovedet. Men pigerne var blevet enige om kl. 8:00, så det måtte vi hellere bøje os for.
